Pionergruppens historie
Af: Ann Skjødt Christiansen Formand for bestyrelsen siden 1997
En kreds af Rudolf Steiner folk dannede i 1995 på Tølløse slot Helsepædagogisk Initiativkreds, der havde til formål at arbejde for, at Pionergruppen, der på det tidspunkt bestod af Carsten Ørting Andersen og nogle få FUU elever, skulle kunne etablere et leve-, arbejds- og uddannelsessted for sent udviklede unge.
Trods regeringers planer og gode viljer var og er det stadig umuligt for et menneske, der ikke er topkompetent og effektivt at blive ansat i erhvervslivet. Teknologiens tidsalder har ikke rum for unge med særlige behov. Carsten Ørting Andersens idé om, at de i et moderne samfund marginaliserede unge, kunne blive selvhjulpne og leve med værdighed i et arbejdsfællesskab med »almindelige« mennesker, gav iøjnefaldende resultater med de tidlige pionerer, til forældrenes store glæde, og i 1997 nedsattes en arbejdsgruppe bestående af ovennævnte initiativkreds samt nogle forældre til pionererne, der var fast besluttede på, at flere unge med særlige behov skulle opleve denne mulighed for livskvalitet.
Arbejdsgruppens første opgave var at finde et sted, hvor projektet for alvor kunne begynde. Det første forsøg blev med Kirke Flinterup skole. Til vores overraskelse måtte vi afholde et borgermøde, fordi lokalbefolkningen var nervøse for »sådan« en institution.
Imens søgningen efter et egnet sted fortsatte, arbejdede gruppen i foråret 1998 med advokat Knud Foldschack som juridisk vejleder og Amdi Hansen, Andelskassen Merkur, som økonomisk rådgiver. Egentlig ville vi have dannet en selvejende institu- Vi plukker gæs til jul tion, en fond, men da Merkur foreslog os at danne en forening, kunne vi se de gode muligheder i sådant et folkeligt projekt. Alle kastede sig ud i arbejdet med at beskrive projektet for venner, familier og andre interesserede, hvilket resulterede i en kreds på 104 medlemmer, der til den stiftende generalforsamling i september 1998, bakkede op om Pionergruppen. Bestyrelsen blev dannet hovedsagelig med medlemmer fra arbejdsgruppen.
Carsten Ørting Andersen traf på dette tidspunkt Lene og Henrik Asser Jensen, Kragebjerggård. Det viste sig, at idegrundlaget for Pionergruppen og for et biodynamisk brug var sammenfaldende og det ideelle samarbejde blev etableret. Der blev afholdt en række møder med Stenlille kommune, som var venlig stemt overfor projektet.
Den første ejendom arbejdsgruppen erhvervede var Kragebjerg 4, den blev købt til bolig for projektlederen. Det lykkedes i samarbejde med Merkur, Kreditforeningen og en række private kautioner fra venner og forældre.
Siden da har Pionergruppen købt yderligere to ejendomme. »Valnøddehuset«, Ugerløsevej 2 og »Astas hus«, Kragebjerg 2, hvilke bliver anvendt til bofællesskab og botræning.
Denne meget positive udvikling har kun kunnet lade sig gøre, fordi Pionergruppen har fået støtte fra fondene Grøn Jobpulje og Sygekassernes Helsefond.
Pionergruppens begyndelse har, som andre private initiativer, været præget af begejstring, frivillig arbejdskraft til praktisk arbejde og ingen økonomi. Da Grøn Jobpulje bevilgede den første støtte, lod det sig gøre at ansætte nogle medarbejdere og udvikle de pædagogiske ideer om meningsfuldt arbejde til de unge, hvilket er blevet gjort med stor succes for eleverne.
Pionergruppens nuværende situation er præget af både stor optimisme og nogen bekymring. Vi er optaget som medlem i Landsforeningen Ligeværd. På Carsten Ørting Andersens initiativ har Vestsjælland fået en afdeling af Ligeværd, som allerede nu har oprettet et værested i Slagelse for unge af den særlige gruppe, vi arbejder for. Vi er også medlem af Forbundet af Helsepædagogiske og Socialterapeutiske fællesskaber i Danmark.
Sammen med Baaring Højskole og Havredal Gamle Skole er Pionergruppen med i Krea-Uni, et projekt, der arbejder for, at seniorers erfaringer og kompetencer både teoretisk og praktisk kan komme unge mennesker til gode. Projektet er støttet af Indenrigsministeriets Landdistriktspulje og Socialministeriets Satspuljemidler.
Pionergruppen har med støtte fra Grøn Jobpulje og ovennævnte Krea-Uni projekt kunnet etablere et lille firma »Økologisk Byggeservice«, en gruppe elever under ledelse af en tømrermester, der påtager sig »bæredygtige« bygge- og renoveringsopgaver i det lokale samfund.
Takket være Sygekassernes Helsefond og By- og boligministeriets økologiske accelerationspulje er vi i gang med byggeriet af et længe ønsket økologisk fødevareværksted, som skal være arbejdssted for nogle af eleverne. Dette projekt er beskrevet andetsteds. Vores bekymring er knyttet til den almindelige politiske situation, som både kommunalt og amtsligt er præget af tilbageholdenhed, regeringens nedlægning af en række puljer og fonde og en samfundsmæssig venteposition: Hvordan skal det danske velfærdssamfund udvikle sig?
For vore unge, der har fået mening i deres liv ved at udføre arbejde der er nødvendigt og nyttigt, og for kommende, sent udviklede unge, for hvem der ingen mening er i et inaktivt pensionistliv, håber vi, at offentlige myndigheder vil se de store muligheder for en fortsat positiv udvikling af Pionergruppen og andre projekter som dette.
|
|
|
|
|

|
Julestue, Nyhedsbrev nov. 11
17.11.2011
Læs om julestue mv.
Priser og ledige pladser
Januar 2011
Pionergruppen har en ledig plads i vores bo- tilbud og 2 ledige pladser i vores dagtilbud, evt. med STU.
Læs mere »

ARRANGEMENTER:
Peer for alle-festival
16.-21. august 2011
Vi regner med at tage til Peer for alle-festival igen i år i Norge.
Læs mere »

|
|
|
|
|