Bageri
I vores fødevareværksted har vi en stor brændefyret finsk masseovn, bygget som en professionel bagerovn. Ovnen har mange funktioner. Den varmer vand til køkken og bad, den varmer hele huset op med gulvvarme og man kan samtidig bage en masse dejlige brød i den.
Den rummer snildt 40 – 50 brød ad gangen. Vi bager til Kragebjergs forbrugere, som kan vælge imellem 2 brødtyper. Honningsaltbrød med krydderier og surdejsrugbrød med kerner. Det er rigtig godt brød.
Vi bruger rug fra Kragebjerg og hvis vi kan få hvede og spelt fra lokale økologer og biodynamikere, så køber vi det, ellers køber vi fra Aurion. Vi køber så vidt muligt i biodynamisk kvalitet.
Det er rigtigt fint arbejde at deltage i og der mange læringsmuligheder. Det er håndværk og man skal være vågen, når opskrifter og processer følges.

Og så er der egenkontrol og hygiejne. Det skal alt sammen være i orden. Samtidig er det en sanseoplevelse at deltage og for de som ikke gør det, er det altid en oplevelse mærke duften og varmen fra det friskbagte brød om torsdagen, når vi bager i ovnen .