Grundstenen for Pionergruppen

Af: Hansjørg Stelzer og Carsten Ørting Andersen


I forbindelse med bygningen af bageri og fødevareværksted har vi ønsket at formulere de værdier, som vores arbejde bygger på. En åndelig grundsten. Der er tale om tanker, der er vokset langsomt frem gennem årene, eftersom projektet har udviklet sig fra en spirende ide til konkret handling. Disse tanker forberedes nedlagt i en fysisk grundsten.

Fra vedtægternes §4:

Institutionens formål er, ud fra Rudolf Steiners pædagogiske impuls og ud fra den grundtvigske folkeoplysningstanke, at udvikle et helhedstilbud for sentmodnede unge, for at styrke deres egenkultur, praktiske selvstændighed, sociale netværk og værdinormer samt livsværdier – igennem erhvervsrettede, kunstneriske og personligt udviklende kurser og botræningsforløb.

Alle mennesker har noget at byde på i forhold til andre mennesker, og alle mennesker er fælles om at leve på jorden, som er vores fælles ansvar og livsgrundlag. Den levende jord, med de muligheder og begrænsninger den giver, er vores fælles menneskeskæbne. Alle mennesker griber med deres eksistens positivt eller negativt ind i jordens udvikling.

Vi vil gøre dette ud fra en bevidst motiveret viljesindsats, der fører os igennem vores daglige gøremål ud over os selv. – Pionergruppen vil sørge for at skabe en ramme, hvor vi lever med i det biodynamiske landbrug der omgiver os, for både at lære om og næres ved de livsprocesser, der udspiller sig der.

– Pionergruppen arbejder med at udvikle arbejdsprocesser der forædler landbrugsprodukterne til ernæring og beklædning til glæde for de forbrugere, der aftager varer fra Kragebjerg.

– Pionergruppen vil være med til at vise, at det kan lade sig gøre at være aktiv og skabende i landbrug, husholdning og hånd- værk i et moderne samfund og samtidig arbejde for at give liv til natur og kultur.

– Pionergruppen vil vise at det er muligt, at mennesker med forskellige kompetencer og forudsætninger kan arbejde sammen og skabe værdier for hele samfundet.


* * *

Ingen mennesker kan leve uden samspil med andre mennesker. Socialt samkvem er sjælelig ernæring for ethvert menneske, og en opgave ethvert menneske må tage del i. Det sociale udspiller sig i arbejdsprocesser, musiske udfoldelser, kulturelle sammenhænge og personlige kontakter.

Vi vågner op i mødet med det andet menneske ved at opleve forskellige sjæle-egenskaber hos hinanden. Vi søger at finde en harmoni imellem sympati og antipati.

– Det er Pionergruppens opgave at fremme de muligheder, der kan være for at vidt forskellige mennesker kan mødes med ligeværdighed og udvikle det sociale rum (lave noget sammen).

– Udenfor Pionergruppen på Kragebjerg er der også en verden af muligheder. Dem møder vi for også dér at skabe kontakter, få erfaringer og inspiration. Det giver større råderum og tryghed for den enkelte, hvis man ved, at der er muligheder andre steder i landet og i verden.

* * *


I Pionergruppens arbejde er der, udover at opfylde et behov for andre mennesker og en selvoplevelse, også altid rum og tid til en tænkende erkendelse og overvejelse af sammenhængene mellem handlinger og menneskenaturen.

Ethvert menneske er enestående – ånden er evig – og lever videre fra kulturperiode til kulturperiode, fra generation til generation. Det er grundlaget.

Det paradoksale kan man opleve, når man iagttager den udviklingshæmmede. Han handler med visdom og videnskabsmanden begår dumheder, der synes indlysende.

Det er imidlertid ikke et paradoks, når man arbejder ud fra Rudolf Steiners pædagogiske impuls, for da ved man, at vi må arbejde ud fra, at vanskeligheder for den enkelte i opvæksten opstår, hvor krop, sjæl og ånd ikke forbinder sig rigtigt med hinanden – at menneskets »jeg« ikke finder rigtig vej ned i mennesket, så det evner at gribe sit liv, arbejde og udvikle sig frit.

Ånden som lever i »jeg’et« er evig og kan bære kvaliteter som beriger jorden, uafhængigt af den »dorske« krop eller den følsomme sjæl.